Mød en ung fra Vilde Liv

Michelle er 16 år og har de sidste måneder kommet i Vilde Liv 2-3 gange om ugen.

Jeg havde en veninde, der hele tiden talte om, at hun kom i en skurvogn. Jeg tænkte what the fuck, hvad er det for noget? Jeg var altid skæv og kunne ikke overskue det, men en dag gik jeg alligevel med. Jeg gik bare lige ind for at sige hej, og bagefter havde jeg rigtig meget lyst til at gå tilbage igen. Lige siden den dag har det fanget min opmærksomhed.

Tirsdag og torsdag er blevet mine favoritdage, der træner jeg boksning dernede. Det er bare sharp undervisning i to timer, det er fedt. Normalt er de voksne på sådan nogle kommunesteder desperate for at komme tæt på unge, det er de ikke her. De går ikke for tæt på, men de går heller ikke for langt væk. Jeg synes altid, at her er meget hyggeligt. Især hvis der ikke er for proppet. Det er sjældent, at man møder så positive og imødekommende mennesker som her.

De hjælper mig med at holde hovedet højt og lade være med at ryge så meget. Da jeg startede med at komme i Vilde Liv, var jeg kommet ud på et sidespor, hvor jeg tænkte fuck alt og var helt i min egen verden. Jeg skulle bare have mine stoffer. Vilde Liv hjalp mig meget med at komme ud af det. Jeg er ikke holdt op med at ryge, men jeg siger oftere nej tak til en joint.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.